★★★★★☆
Gustav Mahlers sanselige og sensuelle musik vil altid være forbundet med filmen "Døden i Venedig", der også har inspiret multikunstneren John Neumeier til uforglemmelig ballet. Nu præsenterer Operaen hans værk MAHLERS 3. SYMFONI fra 1975 og atter iscenesat af mesteren selv.
Betagnede og forførende – ikke mindst i første del ("I går"), hvor et prægtigt herrehold formår at besnære publikum – ikke ulig den unge Tadzio fra "Døden i Venedig".
Liam Redhead danser hovedpartiet med en diskret styrke, der gør indtryk, kun overgået af en ganske forrygende Marcin Kupiñski. Andreas Kaas’ smittende danseglæde i anden del ("Sommer") er en gevinst for Den Kongelige Ballet, mens de kvindelige solister forekom mere anonyme denne aften.
Den kvindelige del af ensemblet betog dog i tredje del ("Efterår"), og Ida Praetorius var naturligvis lysende i "Nat", ballettens fjerde del. Silvia Selvini forekom også tekniske dygtig i både femte del ("Engel") og i "Hvad kærligheden fortæller mig", der afrundede forestillingen. Men det var Liam Redhead, der berørte vores sind.
Dirigenten Hossein Pishkar fik sit hengemte orkester til at gløde, således at vi næsten glemte, at de ikke var på scenen på grund af corona-hensyn. Aftenens sangsolist Hanne Fischer formåede også at formidle passion alene ved stemmens brug.
De svale farver i kostumerne, den lyriske belysning, dansernes graciøse bevægelser og Gustav Mahlers hypnonisk smukke musik smeltede sammen til en kunstnerisk helhed, der efterlod varme taknemmelige smil i vore hjerter.
(Michael Søby)
