VIGGO KOMMER TIL BYEN

af

Birgitte Bruun

Bruuns Forlag

★★★★☆☆

Det kan være en kattepine at skulle forlade sit hjem midlertidigt, fordi det skal renoveres. Netop denne pine er Frøken Bruun tvunget ud i i fortællingen VIGGO KOMMER TIL BYEN.

Hendes badeværelse skriger nemlig på en gennemgribende renovering, som Murermester Verner skal stå for. I mellemtiden tager Frøken Bruun lidt modvilligt til Assens på Fyn. Frøken Bruun elsker ellers livet i København, men opholdet i Assens byder på overraskende oplevelser og nye bekendtskaber.

Forfatteren til bogen hedder Birgitte Bruun, og hun ejer også en kat. Lighedstrækkene er ganske slående.

VIGGO KOMMER TIL BYEN er som udgangspunkt en børnebog, men vokse kan sagtens læse den i selskab med deres yngste familiemedlemmer. Det er en bog med flereunderfundige karakterer som elektriker Carl og Keld Kok. I centrum er dog Frøken Bruuns egensindige kat Viggo, der forvilder sig ud på eventyr.

I bogen skildres ikke kun hverdagsforeteelser, men der opstår også en blodig scene, da Viggo dræber en mus. Sidst i bogen finder man en opskrift på en lækker æbledessert.

Fortællingen om Viggo er både enkel og forunderlig – skrevet i korte letforståelige sætninger. Sproget fremstår glasklart og persongalleriet synes både broget og morsomt.

Hele fortællingen er suppleret af farverige og levende tegninger udført af Lærke Akita Dalmose i en klassisk stil, der bringer mindellser om børnebogsklassikeren ”Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla”.

Birgitte Bruun og Lærke Akita Dalmose har i fælleskab frembragt en fintmærkende og fantasifuld historie om livets opbrud og hjemkomster med en kat og en frøken i hovedrollerne.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)