★★★★☆☆
Den norske dramatiker Arne Lygre får sin kongelige debut med flygtninge-forestillingen JEG FORSVINDER på Mellemgulvet i Skuespilhuset. Julie Maj Jakobsen, der selv har begået Reumert-belønnet flygtening-dramatik, fortjener ros for sin oversættelse, der får skuespillernes replikker til at klinge klare og rene.
Sigrid Strøm Reibo har godt styr på Arne Lygres ganske originale fortælleform, og lader skuespillerne tale fremfor at agere.
Vi har før set scenografier, hvor slagger efter krigshandlinger trænger ind i et hjem, men Jonas Flys kontrastfyldte version fungerer godt i denne sammehæng.
Stine Stengade er fortællingens "jeg", der sammen med veninden (Sarah Boberg) venter. Venindens datter (Sicilia Gadborg Høegh) dukker endelig op, men har ikke som forventet fortællerens mand (Martin Hestbæk) med. Skal fortælleren vente alene på sin mand, skal de alle tre vente eller skal de alle tre flygte, mens tid er?
Stine Stengade leverer en fin nervebetonet præstation som fortælleren, og man mærker angsten i Sarah Bobergs kun tilsyneladende mere resolutte veninde. Sårbarheden lyser ud af venindens datter i Sicilia Gadborg Høeghs skikkelse, og man aner sjælelige sprækker i Martin Hestbæks efterladte ægtemand, især i mødet med den fremmede (en hemmelighedsfuld Karin Heinemeier).
JEG FORSVINDER er ikke en flygtningehistorie, der svælger i død og ødelæggelse, men en sober skildring af hvad der sker mellem og med mennesker i og efter en opbrudssituation. Så selvom JEG FORSVINDER, arbejder forestillingen videre i underbevidstheden.
(Michael Søby)
