★★★★★☆
Det Kongelige Teater er langt fra de første til at lave en forestilling baseret på Anne Linnets sange, men takket være en appetitlig rolleliste var publikums forventninger alligevel skruet i vejret denne søndag aften.
Hele tre instruktører har der været om at iscenesætte denne forestilling på Gamle Scene (Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius), og måske var det derfor, at det personlige præg ikke forekom umiddelbart synligt. Det skulle da lige været i scenografen Maja Ravns festlige kostumer, der fik forestillingen til at ligne et syret Pride-show, hvor alle kønsvarianter synes repræsenteret.
Sangen "Smuk og dejlig" bliver ikke ringere af at blive fremført af to mænd, især ikke når de hedder Laus Høybye og Kenneth M. Christensen. Vittigt at de igen møder hinanden i 2. akt, men denne gang har piben – og sangen – fået en anden lyd. Laus Høybye viser sig også at være en glimrende danser, og Kenneth M. Christensens uforfalskede maskulinitet kan selv ikke den mest farverige kjole få bugt med.
I Johanne Louise Schmidts spinkle krop gemmer der sig ikke blot en stærk stemme men også et heftigt temperament, der lurer under hver en tekstlinje. Har man kun set Sofie Torp på film, så bliver man overrasket over, hvor godt hun faktisk synger, og hendes kølige fremtoning minder tilmed en hel del om Anne Linnets. Helt overvælende er mødet med Sara Viktoria Bjerregaard, der ganske upåvirket synes at spænde over et enorm toneregister.
Tammi Østs sjælfulde fremførelse af “Sang til hjertet” rummer en smerte og uudgrundelighed, der placerer sangen blandt Linnets fineste. Ingen kan som Tammi Øst virker så alene på en scene, og når alle de andre så på et tidspunkt står og kysser, får man den største lyst at springe op på scenen og give hende en krammer.
Forestillingens trumfkort er, at den ikke blot rummer nogle store tekstfortolkere, men også rent dansemæssigt giver baghjul til de øvrige Anne Linnet-forestillinger. Man har svært ved at forestille sig et talentfuld og attraktivt danseteam end dette: Adam Tocuyo, Arina Trostyanetskaya, Luc Boris André Kouadio, Mads Gronemann og Oliver Zohore.
Så kan nøjes med at acceptere JEG ER JO LIGE HER som en kulørt hyldestfest for kærlighedens mangfoldighed – inklusiv Anne Linnet – så skal man nok få en dejlig aften i Det Kongelige Teater.
JEG ER JO LIGE HER rækker ud mod publikum, og efter en lang nedlukningsperiode skal man da være mere end almindelig åndsvag, hvis man ikke også rækker ud efter Det Kongelige Teater.
(Michael Søby)
