★★★★★★
Så lykkedes det! Efter et års ufrivillig pause kunne Cirkusrevyen endelig afholde premiere. Forventninger var spændt til bristepunktet, og allerede ved gensynet med de elskede kunstnere i Carl-Erik Sørensens åbningsnummer "Sikke et år" klappede publikum i takt med James Prices iørefaldende toner.
James Price stod også for musikken til aftenens store shownummer, som hans bror Adam Price havde skrevet teksten til og som blev fremragende fremført af "den nye sherif i byen", Merete Mærkedahl og Bakkens eminente dansere. Men som så ofte før i Cirkusrevyen med en skæg og overraskende pointe.
Merete Mærkedahl lykkedes i disse år med alt hvad hun rører ved, og fra at være en lovende revykunstner i Hjørring Revyen, fremstår hun nu som revystjerne. Hun fremfører en knivskarp tekst af Carl-Erik Sørensen med titlen "Et stykke med makrel". Så burde det være til at regne ud, hvem det er, at Merete Mærkedahl parodierer så mesterligt.
Også Niels Ellegaard er velsignet med en tekst af Carl-Erik Sørensen og er så god som vor hårdt plagede miljøminister, at han næsten ligner ham i nummeret "Hvordan, Dan?". Niels Ellegaard forstår at more os som hundetræneren, som end ikke hundene gider lytte til. Og så har han en næsten yndig corona-"Pas de deux" med Henrik Lykkegaard i et testcenter med skræmmende store podepinde.
Henrik Lykkegaard rammer ligeledes hovedet på sømmet som USAs nye præsident, den joggende olding Joe Biden. Og så yder han en eminent indsats som Lars Løkkes temmeligt illoyale døvetolk, der giver sin egen helt personlige og muligvis mere klarsynet udlægning af Lars Løkkes tale.
Niels Olsen har ikke de bedste tekster i år, men da han selv har skrevet en del af de tekster, han fremfører, bør vi ikke have for ondt af ham. Niels Olsen har heldigvis evnen til at sætte sig ud over sit tekstmateriale, og får da også lov til at funkle både som alternativ kørelærer og klam politiker.
Efter 40 år må man være i sin gode ret til at trække sig uden at blive beskyldt for at rende af pladsen. Ulf Pilgaard blev fejret med en hyldestsang, men ikke den som holdet har planlagt. Derimod får vi en sang med indlagte højdepunkter fra hans 40 år i cirkusrevyen. Kulminationen nås i en dronninge-montage efterfulgt af Ulf Pilgaards sidste dronninge-monolog. Vi var mange, der føjede en vemodig tåre til de lattertårer, der allerede var trillet.
Forestillingens instruktør Lisbet Dahl kunne ikke have givet sin livslange scenepartner en smukkere exit. Selv lyste hun op som forsumpet corona-bedstemor og som hende kulturministeren Joy… hva’ er det nu, hun hedder? Det må ikke have været let, når kulturministeren har været så godt som usynlig – og så netop i en tid, hvor hun netop burde have været synlig. Lisbet Dahls særlige evne til at kommunikere med et publikum fornægter sig heller ikke i år.
Det stormende bifald ved premieren gjalt både den nostalgiske glæde ved at være i revyteltet igen og en kærlig afsked med den største af de store nulevende revykunstnere. Men det var også en tak for en revy på niveau med sin samtid og med evnen til at smitte med latter fremfor corona.
(Michael Søby)
