SNEFALD

★★★★☆☆

Sidste år hittede Odense Teater med en dramatisering af den populære norske tv-julekalender "Snøfall", og i år er det så Aalborg Teaters tur til at give deres bud på samme historie. Forestillingen er omtrendt ligeså veloplagt men for lang, og ikke alle børn i det nordjyske er opdraget til at være stille i mere end to timer, kunne man konstatere.

I Odense havde Malene Melsens portræt af den aparte plejemor Ruth været et højdepunkt, men i Aalborg har Kathrine Høj Andersen et mere ordinært og sentimentalt bud på rollen. Emilie Groth, der spiller den forældreløse Selma denne aften, agerer både sødt og naturligt, men også en anelse upersonligt. Jørgen W. Larsen illuderer som venlig men lidt anonym julemand, men man savner generelt mere karakter i hovedrollerne i Mia Lipschitzs godmodige og sindige iscenesættelse.

Det går heldigvis bedre i de øvrige roller: Thomas Kristian Bek giver et kært portræt af den nørdede Håkon, og Evrim Benli fremstår ligefrem nuttet som hans far.

Ferdinand Falsen Hiis er en god skurk med en slimet spytkrølle i panden. Også hans frisør Yndis (Østen Borre Simonsen) har haft en heldig hårdag, og Østen Borre Simonsens spilleglæde fornægter sig heller ikke i en lille rolle som skolelærer.

Sebastian Henry Aagaard-Williams bliver også i denne forestilling børnenes favorit med sit adrætte kropsprog og sit glade væsen, men vi glæder os snart til at se ham udfordret på anden vis i moderne voksen-dramatik.

Indpakningen fejler heller ikke noget på Aalborg Teater, og med både snefnug og nissehuer er der garanti for julehygge i teatret, og hvem kan undvære det?

(Michael Søby)