★★★★☆☆
I sin debut som filminstruktør viser Viggo Mortensen nye facetter af et talent, der til stadighed overrasker. FALLING er en intim far-søn historie, der viser hvordan forældrenes valg og opførsel præger deres børn hele livet, men også hvordan det er muligt og til tider nødvendigt at træffe sine egne valg og leve sit eget liv.
Viggo Mortensen spiller selv John Peterson, der er vokset om med en dominerende, uforskammet og dybt egoistisk far i en tid, hvor faders ord var lov. Nu er faderen Willis blevet gammel og alene, hukommelsen er heller ikke hvad den har været og han har brug for et sted, hvor han kan gå på pension. Derfor flytter Willis ind hos sønnen, dennes livspartner Eric og deres adoptivdatter Monica.
Man forbløffes over John Petersons tålmodighed med sin gamle far, der ikke kan åbne munden uden at komme med krænkende bemærkninger om alle tilstedeværende. Også hans familie giver denne utålelige fader en utrolig lang line, der udfordrer grænserne for almen humanisme.
Veteranen Lance Henriksen har i rollen som den gamle øretæveindbydende Mitch noget der ligner karrierens bedste rolle og hans præstation må da også regnes blandt hans stærkeste.
Viggo Mortensen spiller med megen naturlighed sønnen og går heldigvis ikke af vejen for at kysse Terry Chen, der agerer partneren Eric. Alligevel virker deres alliance ikke helt overbevisende. Det er som om, at deres fysiske kontakt ikke i tilstrækkelig grad bærer præg af deres relation, og hele familiestrukturen forekommer en anelse konstrueret.
Men filmen forekommer alligevel vellykket på det emotionelle plan, selvom det slæbende tempo nok vil skræmme en del af det yngre publikum. Det er i høj grad også et dialogtungt drama, der i passager har karakter af et filmet teaterstykke, men det opvejes af, at man fornemmer, at der ligger dybe følelser bag. Viggo Mortensen har da også dedikeret filmen til to familiemedlemmer.
FALLING er dog ikke bare et forsøg på at forlige sig med en type faderskikkelse, der synes at høre fortiden til. Viggo Mortensen forsøger samtidig at nedbryde de stereotype familiebilleder, der stadig dominerer i diverse Hollywood-produktioner, og selvom det ikke lykkedes på alle fronter, fortjener han ros og tak for overhovedet at gøre forsøget.
