★★★★☆☆
Nostalgifaktoren er i top på Bremen Teater, hvor Landsteatret tager os med tilbage til 70erne, dengang søskendeduoen Karen og Richard Carpenter hittede under navnet Carpenters.
Lars Oluf Larsen agerer med overbevisning den aldrende Richard Carpenter, der tænker tilbage på sin strålende søster, som desværre døde i en alder af kun 32 år som følge af spisevægring. Ligesom Richard Carpenter lod sig nøje med at være i baggrunden, holder også Lars Oluf Larsen sig beskedent tilbage, men leverer sine få solonumre smukt, når han da ikke synger duet med Karen eller blot fungerer som kor/musiker på hendes mange solosange.
Linda Olofsson er et yndigt bekendtskab med en flot musicalrøst. Hun har tydeligvis nærstuderet Karen Carpenters særlige måde at synge på, og selvom hendes stemme forekommer noget lysere og knap så sjælfuld som originalen, har hun bestemt ære af sine sanglige præstationer.
Mere problematisk er det med skuespilleriet. Linda Olofssons kraftige svenske accent virker flere steder forstyrrende (det hedder altså ikke "skramt", men "skræmt"). Også i forhold til handlingen inklusive bror/søster-relationen giver den ingen mening – med mindre vi får en forklaring. Vi ved også bl.a. fra norske Jakob Oftebro, at det sagtens kan lade sig gøre for skuespillere fra andre nordiske lande at spille på dansk uden accent.
Linda Olofsson er tydeligvis ikke så erfaren en skuespiller som Lars Oluf Larsen, og selvom hun slipper hæderligt fra Karens kollaps i første akt, må hun alt for ofte ty til en bestemt kækt smilende attitude, der virker trættende.
Det bliver derfor forestillingens musikalske kvaliteter, der hiver succesen i land for iscenesætter Troells Toya og co. Man mærker en ægte kærlighed til musikken i Lars Oluf Larsens manuskript, og vi får faktisk noget at vide om duoen, som måske ikke var alment kendt.
Publikum vil givet nyde genhør med de mange iørefaldende evergreens. Og på trods af den triste skæbne for begge søskende, så går vi alligevel hjem med en sang på læben: "Every Sha-la-la-la, every Wo-o-wo-o still shines"…
(Michael Søby)
