EN FORTÆLLING OM BLINDHED

★★★☆☆☆

Et af den portugisiske nobelpristager José Saramagos hovedværker ligger til grund for Christian Lollikes fascinerende men ikke uproblematiske teatereksperiment EN FORTÆLLING OM BLINDHED. Efter at have spillet på Aarhus Teater gæster den p.t. Momentum i Odense, inden det bliver københavnernes tur til at lade sig indlægge på Lollikes sindsygeanstalt i teatret Sort/Hvid.

Publikum agerer borgere i en by, som rammes af en epidemi, der efterlader de smittede blinde. På hospitalsbrikse forsynes vi med både høretelefoner og briller, der reducerer dit udsyn til diverse former for lys og mørke. Det obligatoriske mundbind gør faktisk også sit til, at vi synes fanget i Lollikes univers, og bidrager til følelsen at være handlingslammet.

Det er en formidabel lydkulisse, som Asger Kudahl har skabt med bidrag af skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble anført af Simon Mathew og også Balder Nørskov lysdesign bidrager til at gøre dette inferno uhyre nærgående.

Alligevel bliver det en underlig halv oplevelse, for selv når vi fordyber os mest i historien, mærker vi også følelsen af, at vi jo bare kunne tage brillerne af, hvis oplevelsen bliver for intens. Dermed opnår vi aldrig den fulde identifikation med de karakterer, vi skal foregive at være – hvor imponerende det end er gennemtænkt og udført.

Men som eksperiment betragtet hører EN FORTÆLLING OM BLINDHED blandt de mest gennemførte, så de tre stjerner bør tages med et vis forbehold. Ligesom forestillingen i øvrigt.

(Michael Søby)