★★☆☆☆☆
Josh Boones THE NEW MUTANTS skulle efter sigende være det sidste kapitel i X-Men-serien, og man har da lov at håbe, at det passer. For selvom det unge skuespillerhold forsøger at låne troværdighed til den forvrøvlede historie, er og bliver det skønne spildte kræfter.
Blu Hunt fremstår køn og lidt kedelig som Danielle Moonstar, så vi får lidt lebbe-lir mellem hende og den talentfulde engelske Game of Thrones-skuespillerinde Maisie Williams, der agerer Rahne.
Gyser-prinsessen Anya Taylor-Joy, som var fatalt fejlcastet som hovedpersonen i genindspilningen af Jane Austens "Emma", er på hjemmebane i dette bizarre mix af underlødige genrer. Henry Zaga fungerer i rollen som Roberto primært som blikfang, mens Charlie Heaton har sine momenter som den forpinte Sam.
Det er ikke bare synd for de medvirkende, men også for publikum, at de ikke får et anstændigt materiale at arbejde med, men det synes desværre at være standart-niveauet i vor tids engelsksprogede ungdomsfilm.
THE NEW MUTANTS bliver næsten ufrivilig komisk, da en dæmon-bamse med røde lysende øjne går til angreb, og man deler de unges længsel efter at kunne ånde frit, længe inden filmen slutter.