★★☆☆☆☆
Denne dybt ubehagelige film tager sit udgangspunkt i den stigende aggressivitet i det offentlige rum – ikke mindst i trafikken.
Hovedpersonen Rachel hører til den irriterende type, der altid kommer for sent og altid giver andre skylden. Da hun en dag kører sønnen i skolen, kommer det til et verbalt sammenstød med en gigantisk medtrafikant, som vi ved fra filmens første scene, at man ikke har lyst til at blive uvenner med. Resten af filmen gør han da også livet til et helvede for Rachel og hendes nærmeste.
UNHINGED (der kan oversættes til "sindsforvirret") synes inspireret af Michael Douglas-filmen "Falling Down", men eventuelle seriøse intentioner drukner i udpenslet vold og utroværdig action.
Russell Crowes imposante figur er et visuelt chok, men karakteren bliver desværre aldrig andet end ren karrikatur i Derrick Bortes primitive instruktion.
En vis teknisk effektivitet formår aldrig i tilstrækkelig grad at hæve filmen over det tarvelige kunstneriske niveau.