PULS

★★★★☆☆


(Foto: Yannick Wollf)

Toolbox Film er gået sammen med TV2 om at producere en ny ungdomsserie, der i sit format ligner "Skam" med afsnit af svingende længde (gennemsnitlig ca. et kvarter), men som har sin helt egen dynamiske tone.

Mette Føns instruerer på grundlag af et manuskript, som hun har skrevet sammen med Tomas Lagermand Lundme og Christian Gamst Miller-Harris, og den forfriskende ligefremme stil skal nok appellere til et ungt publikum.

PULS er tydeligvis en ungdoms-serie, der vil mere end at underholde, og heldigvis er det lykkedes at finde syv skuespillertalenter, der rent faktisk kan spille og som samtidig udviser betydeligt mod.

Seriens første tre (af ni) afsnit lover godt, og skildrer et venskab mellem Bastian og Samir, der kommer på en stor prøve. Bastian er kæreste med pigen Anna, der med rette er bekymret for Sophias stadig mere hemmelighedsfulde opførsel, men også vennen Samir holder noget skjult for Bastian, hvilket også bliver en udfordring for dem. Samir blivet hetzet af Erik, der både har problemer med familien og tilmed er lun på Samirs kæreste Tenna.

Albert Rudbeck Lindhardt, der gjorde sig positivt bemærket i blandt andet "Der kommer en dag", "Håbet" og den urimeligt oversete "Landet af glas", spiller med overbevisning den stadig mere frustrerede Bastian og et nyt navn, Amer Bosnjak, gør ligeledes indtryk i rollen som den hårdt belastede Samir. Vilmer Trier Brøgger, der gjorde sit bemærket i "Brakland", får sit store gennembrud som Erik og også Frederik Winther Rasmussen slår sit navn fast som den konfliktsky Adam, der har svært ved at tage stilling til, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Pigernes roller er indtil videre mindre interessante, men både Viilbjørk Malling Agger og Isabella Møller Hansen formår dog at markere sig i rollerne som Bastian og Samirs kærester. Det er dog Caroline Grigo, der har den mest spændende rolle som den uhyre selvstændige Sophia.

Ligesom i SKAM dukker de voksne kun op i periferien, og det fine ved PULS er netop, at den forsøger at være så loyal som muligt overfor sine unge karakterer, selv når de opfører sig uacceptabelt. Samtidig skildrer serien en række problemer, der sjældent adresseres men som stadig eksisterer – hvis man bare gider at lytte til, hvad de unge mennesker rent faktisk siger.

(Michael Søby)