★★☆☆☆☆
Cinematekets programråd har fået den fortvivlende ide at genåbne med en zombie-film som månedens film! Instruktøren Bertrand Bonello skabte den seneste film om tøjdesigneren Yves Saint Laurent, men ellers har der været langt mellem snapsene i hans karriere.
Den fransksprogede ZOMBI CHILD præges ganske vist af kunstneriske ambitioner, der normalt ikke tilskrives genrens film, men trods en vis sans for billedæstetik virker Bonellos greb denne gang primært kunstfærdigt.
Det slæbende tempo og det næsten apatiske spil gør, at man keder sig, så det støver, og ordet "prætentiøs" trænger sig på, når Bonello forsøger at mixe en zombie-fortælling fra 60ernes Haiti med endeløse ungpige-montager fra en parisisk pigeskole. Nogen dybere mening skal man ikke forvente, og man må i stedet tage til takke med tung symbolik.
ZOMBI CHILD er spild af tid, og vi må i den grad håbe, at Cinematekets programråd snart stopper med at spilde deres ressourcer på ligegyldige gysere og åndløs sci-fi, når der er så mange væsentlige filmfortællinger, der venter på at møde et dansk publikum.