★★★★★☆
Det kan godt betale sig at hive Ruslands litterære klassikere ned fra reolen fra tid til anden og smække dem på bordet foran en gruppe talentfulde teaterfolk. Det så man bl.a. på Det Kongelige Teater i sæsonen 2010/11, og nu er det atter Fjodor Dostojevskijs tur til at få "Forbrydelse og straf" bearbejdet til scenebrug.
Aalborg Teater skuffede ellers i 2016 med en defus og fejlbesat bearbejdelse af "Idioten", et andet af forfatterens uomgængelige værker, men denne gang får teaterdirektøren og iscenesætteren Hans Henriksen symbiosen mellem de enkelte elementer til at fuldbyrdes i en forestilling på godt to og en halv time.
Sorte træflis danner det ideele spillegrundlag på den relativt nøgne scene forsynet med kældertrappe og rækværk. En forgyldt pølsevogn viser sig at være funktionsdygtig både som bolig og bar, og i højtaleren mixes blid klassisk musik med rå russisk rap.
Ferdinand Falsen Hiis får karrieriens største chance med den krævende hovedrolle som studenten Raskolninov, og han formår at fange og fascinere os fra første øjeblik. Et næsten dyrisk portræt af et selvbestaltet overmenneske, men også en sølle stakkel, der støder alle fra sig og lever sit liv i en afgrundsdyb ensomhed.
Sebastian Henry Aagaard-William giver et ganske rørende portræt af Razumikhin, Raskolninovs tro væbner, og blandt kvinderne glæder vi os over Bolette Nørregaard Bang som Raskolninovs bekymrede søster Dunja, Nanna Skaarup Voss som den skrøbelige prostituerede Sonja og Camilla Gjelstrup som enken Katarina Ivanova.
Martin Ringsmose har den interessante birolle Porfirij som Rasmus Bjerg spillede så karismatisk på Det Kongelige Teater, og Ringsmose har det også et intelligent men mere diskret bud på rollen. Marcus Gad Johansen og Lars Topp Thomsen gør begge indtryk som de nederdrægtige bejlere Luzjin og Svidrigailov.
Tekstens relevans i dag bliver desværre overbetonet i bearbejdelsens sidste del, og virker slet ikke nødvendig. For FORBRYDELSE OG STRAF fungerer ikke blot som kriminalhistorie, men virker som skildring af en stadig mere klassesplittet befolkning ligeså tidstypisk og relevant som den Oscar-vindende film "Parasite".
(Michael Søby)
