★★★★☆☆
Den dristige iscenesætter Tue Biering er på banen igen med forestillingen DET GODE VS DET ONDE, der kun er tilladt for børn over 15 år. Man får i al fald også en del at forklare for sine mindste, hvis man ikke overholder denne advarsel, for Tue Biering udfordrer både skuespillernes og tilskuernes grænser, og får derved skabt nogle ekstreme teaterbilleder.
Det giver god mening i forhold til det emne som behandles. Tue Biering synes at være kørt lidt træt i de evige nuanceringer – både i forhold til helte og fjender, men samtidig er han bevidst om de risisi, der er forbundet med de forenklinger, som "Det gode" og "det onde" bærer.
Som anmelder må man således finde sig i at komme i samme gruppe som Pia Kjærsgaard, hvorimod "sommer" og "søde babyer" hører til blandt "Det gode". Skuespillerne gestalter på skift en desillusionerede mand ved navn Hans, der undervejs skifter identitet og bliver til kvinden Eva.
Tre tapre skuespillere – Ena Spottag, Jacob Moth-Poulsen og Marie Knudsen Fogh – kaster sig tilsyneladende frygtløst ud i en voldsom teaterleg, der indebærer bank af en "tilskuer", fuld frontal nøgenhed med simuleret voldtægt, lort og spyt, nærbilleder af orme og maddiker samt menneskeliggørelse af Hitler.
Ikke noget for enhver smag, og enkelte forlader da også salen undervejs, men sådan man det nu engang være.
Bliver vi klogere af denne forestilling? Ikke nødvendigvis – men i det mindste vender Tue Biering nogle tendenser i en tid, hvor det bliver stadig sværere at skelne ven fra fjende på grund af "kompleksitet" – forestillingens forbudte ord.
Selvom Tue Biering synes at længes efter helte og skurke i sin hverdag og i sine fortællinger, så bliver DET GODE VS DET ONDE i sidste ende et udtryk for den forbudte "kompleksitet", som måske ikke er så tosset endda?
(Michael Søby)
