★★★★☆☆
Det lille JAS Teater danner igen i år rammen om JÆGERSPRIS REVYEN, der på kort tid er blevet en saltvandsindsprøjning for byens kulturliv.
Tekstniveauet er ikke prangende i år, men efter en lidt nervøs start overvindes premierenerverne og den høje temperatur i salen, og vi overgiver os til den veloplagte trio på scenen.
Danmarks yngste revydirektør Lukas Birch har allerede høstet frugten af sine tidligere revyerfaringer og optræder med en scenisk autoritet, som mange ældre kolleger må misunde ham. Øm ser han ud både i cowboy-outfit og dametøj, og han får da også sendt en morsom hilsen til debatten om diverse kønslige nuancer i "Det kan du da ikke sige", hans bedste tekstbidrag denne aften.
JÆGERSPRIS REVYEN 2020, der nyder godt af Michel Castenholts tempofyldte iscenesættelse, har gjort et scoop ved at hyre den gennemmusikalske Christian Berg som kapelmester. Han vandt da også prisen som årets komponist ved Revyernes Revy sidste år, og vi skal da heller ikke snydes for en fiks opdatering af hans glansnummer fra Ganløse-revyen, hvor han viser sig at være en fortræffelig sanger. Den evne kunne man godt i højere grad have udnyttet, især når revyens anden mandlige hovedkraft til tider kæmper med at finde melodien. Christian Berg viser sig også at være en storartet guitarist og hans generelle elegance er en gevinst for revyen.
Anne Karin Broberg gør et imponerende revycomeback i JÆGERSPRIS REVYEN 2020 efter et barsk sygdomsforløb. Hun er med tiden blevet en revykunstner af et format, der kan hæve sig over ordene, og hendes vidunderlige kostumiering i den grinagtige "Organtyveri", hvor hun agerer forurettet kvinde, der ikke kan genkende sine kropsdele, bidrager kun til festlighederne. Her har man skelet lidt til et Ulla Jessen-nummer fra den hedengangne revy i Gilleleje, men en uforfængelig Anne Karin Broberg formår at gøre nummeret til sit eget.
Stilfærdigt bevægende er hun i Mette K. Madsens livsbekræftende festsang, og hun får skabt en vittig figur i "Influenza" som ordsvag blogger, selvom ideen med at genbruge karakteren hele tre gange ikke rigtig holder.
Derimod er det en morsom ide, at man i en lille revy som denne bruger pauserne mellem et par af numrene til at fortælle en uafsluttet vittighed. Pointen kommer dog efter det velfortjente bifald til slut, og således forlader vi salen med smil på læben efter en hyggelig og lun revyaften i Jægerspris.
(Michael Søby)
