JUST MERCY

★★★★☆☆

Nelle Harper Lees Pulitzer-prisbelønnede roman "Dræb ikke en sangfugl" indeholder et banebrydende retssalsdrama om afroamerikanernes manglende retssikkerhed i de tidligere slavestater i det sydlige USA. Også som film blev historien en verdenssucces med Gregory Peck i sin Oscar-rolle som idealistisk advokat.

Vi får også flere vittige men forbitrede henvisninger til værker, da JUST MERCY udspiller sig i samme område, som roman blev skrevet i, og hvor man hurtigt får en fornemmelse af, at der kun i begrænset omfang er sket forbedringer racepolitisk.

Michael B. Jorden fra "Fruitvale Station" og "Black Panther" leverer overbevisende spil som en nyuddannet advokat, der bl.a. påtager sig at få genoptaget sagen mod Walter, en mordanklaget afroamerikansk mand. Walter sidder på dødsgangen på grundlag af eet enkelt vidneudsagn fra een enkelt hvid mand for mordet på en ung hvid pige, som han aldrig har mødt.

En stor gruppe venner og bekendte hævder derimod, at Walter var et helt andet sted på mordtidspunktet, og een hævder tilmed at have været sammen med vidnet langt væk fra gerningsstedet. Ingen af disse vidner blev dog indkaldt under den oprindelige retssag, men en båndoptagelse bekræfter, at det vidneudsagn, der i årevis holdt Walter i fængsel, var falsk.

Destin Daniel Cretton har skabt en sober og gradvist ganske rørende film, der tilmed bygger på en sand historie. Jamie Fox (der vandt en Oscar for sit portræt af sangeren "Ray" Charles) var også i år med i opløbet om en Oscar-nominering, men da kategorien i forevejen var proppet med stjerner, der af taktiske årsager kandiderede i birolle-kategorien, blev han slået på målstregen.

Der er desværre også en pænhed over filmen, som næppe har gavnet hans chancer, og med en varighed på ca. to timer og et kvarter føles den i passager næsten ligeså lang som hele retssagen, og Cretton har svært ved at runde af.

JUST MERCY virker dog både lødig og seværdig, så man ærgrer sig egentlig mest over, at de mange potentielle spændende kvindefigurer ikke udvikles tilstrækkeligt. Brie Larson, der fik sit gennembrud i Destin Daniel Crettons "Short Term 12" overfor LaKeith Stanfield og Rami Malik, spiller ellers advokatens lokale støtte, og diverse mødreroller synes ligeledes i gode hænder.

Men filmens fineste præstation tegner Tim Blake Nelson sig for. Han havde titelrollen i Coen-brødrenes "The Ballad of Buster Scruggs", der aldrig fik officiel biografpremiere herhjemme. Som det yderst tvivlsomme vidne, der blev presset til at vidne falsk, er han hjertegribende god, og bidrager til at gøre JUST MERCY til et af de bedre retssalsdramaer fra de senere år.