★★★★☆☆
En udpræget trend på de danske teater i disse år er at lade sig inspirere af film, når der skal lægges repertoire. På Østerbro Teaters Revolver-scene er det filmen "An Education", der har skabt interessen for det originale forlæg, og man fornemmer også, at Arthur Penns filmiske mesterværk "Bonnie and Clyde" fra 1967 har været udgangspunktet for at kigge bag myten om det lovløse par og omsætte resultatet til en danseforestilling på Betty Nansen Teatret.
I Signe Fabricius’ iscenesættelse og koreografi fremstår BONNIE OG CLYDE som en en slags realitystjerner i et defust univers, der nægter at låse sig fast til en bestemt tid, men som stikker i alt for mange retninger – musikalsk, scenografisk og kostumemæssigt. Lydmæssigt fungerer Max Richters melodiske bidrag bedst, og der stjæles med svingende held fra klassiske filmmusicals. Årets teaterpokal-modtager Jeanett Albeck sørger også for, at nutiden er repræsenteret, men nogle musikalsk helhed også aldrig.
Ulrik Birkkjær er en af vores mest sympatiske balletdansere og har i de senere år været tilknyttet San Fransisco Ballet. Men her virker han underligt malplaceret og fremstår al for fersk og ufarlig til, at man tror på ham som mondæn dræber. Bedre går det for Astrid Elbo, der i 2018 blev udnævnt til solist ved Den Kongelige Ballet, men heller ikke hun kan sige de tildelte replikker med den fornødne vægt.
Så er der mere saft og kraft i Veronica Bracaccinis personlige bud på Clydes snakkesalige svigerinde, der indbragte Estelle Parsons en Oscar.
Helt uovertruffen er Mads Gronemann som en moderne udgave af det kun tilsyneladende let debile bandemedlem, C. W. Moss, uforglemmeligt spillet i filmversionen af nyligt afdøde Oscar-nominerede Michael J. Pollard. Mads Gronemann har den helt rette gadedrengs-udstråling til, at vi tror på ham i kriminelle sammenhænge, og hans vitale mix af Hiphop og mere klassisk dans har ligeså meget bling som hans tandsæt. Intet under, at Tivoli allerede har sikret sig den unge danser til deres store musicaludgave af Susanne Bier-film "Den skaldede frisør".
Dansemæssigt kan vi således ikke klage, for BONNIE OG CLYDE er blevet en vital og ganske medrivende forestilling. Men når hverken atmosfæren eller kemien mellem de to hovedrolleindehaver fungerer optimalt, så ryger der altså et par stjerner.
(Michael Søby)
