★★★★★☆
Francois Ozon kan efterhånden med god ret kalde sig Frankrigs førende filminstruktør, og enhver ny film fra hans side synes at være en begivenhed. Den sort-hvide "Franz" hørte til de smukkeste, og hans nyeste værk GUD VÆRE LOVET må regnes blandt de vægtigste.
Emnet er den katolske kirkes håndtering af en berygtet pædofili-sag. Det er slet ikke første gang, at den katolske kirke står for skud på film, men Francois Ozon formår at gøre det på en både sober og værdig facon, der gør GUD VÆRE LOVET til velnok bedste film om en pædofili-sag.
Han har allieret sig med en række af fransk films bedste skuespillere, der alle bidrager konstruktivt til en stærk, vigtig og stor historie.
Melvil Poupaud, der gjorde så stort et indtryk i Francois Ozons hjertegribende "Tid til afsked", yder en fint afdæmpet men intens præstation, som velstående Lyon-borger, der bare ikke kan forlige sig med, at den mand, der forgreb sig på ham som barn, stadig har omgang med børn.
François Marthouret er kirkens høflige repræsentant. Tilsyneladende imødekommende, men i sidste ende systemets mand. Et magtmenneske, som François Marthouret gestalter med en slimet arrogance, der afspejler hykleriet.
Denis Ménochet ("Alt for min søn") agerer med nerve og ildhu en kun tilsyneladende robust fyr, der pludselig får en sag at kæmpe for. Hans forpinte mor fremstilles med intelligens og følsomhed af Hélène Vincent, en af de store damer i fransk film.
Swann Arlaud, der vandt en César for sit portræt af en ung landmand i "Petit paysan", giver et bevægende portræt af et af de fysisk svækkede ofre og Josiane Balasko får med få midler skabt et monumentalt portræt af en mor, der ikke var tilstrækkelig opmærksom, da det var påkrævet.
GUD VÆRE LOVET blev hædret med den store jury-pris på årets filmfestival i Berlin og mindre kunne heller ikke gøre det.
