★★★★★☆
Vores balletglade Dronning Margrethe smilede fra balkonen i Operaen. Også hun havde grund til at være tilfreds med, at det ikke blev Donald Trump men derimod San Francisco Ballet, der aflagde vores lille nation et besøg.
Vel har kompagniet ikke den næsten mekaniske præcision, som vi husker fra New York City Ballets sidste besøg og vel indtager John Neumeiers “Romeo og Julie” en helt særlig plads i danske ballethjerter. Men San Francisco Ballet viser med deres første besøg på Det Kongelige Teater, at deres islandske balletmester og koreograf Helgi Tomassons version af William Shakespeares udødelige kærlighedshistorie bestemt også er af stor værdi.
Den verdensberømte danske scenograf Jens-Jacob Worsaae synes at have hentet inspiration for diverse renæssance-malerier ligesom den nyligt afdøde instruktør Franco Zeffirelli gjorde i forbindelse med sine Shakespeare-filmatiseringer i 1960erne.
Allerede i den smukt belyste åbningsscene føler vi os hensat til 1500-tallets Verona og Worsaaes prægtige kostumer farvespiller på smukkeste vis med hans atmosfærerige scenografi. De rødebrune og blå nuancer i datidens klædningsdragter synes direkte hentet fra Zeffirellis definitive filmversion af “Romeo og Julie”, som indbragte kostumedesigneren Danilo Donati og fotografen Pasqualino De Santis velfortjente Oscars.
San Franciscos ualmindeligt nydelige ensemble får fortalt den tragiske kærlighedshistorie med ynde, varme, nænsomhed og klarhed- og med Angelo Greco og Misa Kuranaga i betagende præstationer som de unge elskende.
Sergej Prokofjevs storartede musik kommer også denne gang til fuld udfoldelse hos verdens ældste kapel – Det Kongelige naturligvis – dirigeret af Martin West. Aftenens balletbesøg bliver således også musikalsk en udsøgt fornøjelse af de sjældne.
(Michael Søby)
