★★★★★☆
Luis Bunuel (eller Luis Buñuel, som han hedder i Spanien ) regnes stadig blandt verdens største instruktører – selv over tre årtier efter sin død.
Han skabte sammen med Salvador Dalí to af surrealismens filmiske hovedværker, de kontrovercielle "Den andalusiske hund" og "Guldalderen", der gjorde ham både kendt og berygtet i Paris. Han havde svært ved at financiere sin næste film, da et projekt om hans hjemegn dumpede pludselig ned i skødet på ham. En lotteriseddel blev afgørende, og snart kunne optagelserne til dokumentarfilmen "Las Hurdes: Land uden brød".
Det er tilblivelsen af denne knap halv time lange dokumentariske milepæl, der tjener som rød tråd i den overvejende spansk-sprogede animationsfilm BUNUEL I SKILDPADDERNES LABYRINT.
Instruktøren Salvador Simó mixer kyndigt dokumentariske fragmenter fra den oprindelige film med anekdoter fra filmindspilningerne og Bunuels egne drømme med rod i barndommen.
I sit fortræffelige erindringsværk "Mit sidste suk" skriver Luis Bunuel om, at "Las Hurdes: Land uden brød" blev i Spanien betragtet som "en sand forbrydelse mod fædrelandet".
Animationsfilmen lægger heller ikke fingre i mellem med hensyn til Bunuels sadisme under optagelser. En høne får flået hovedet af, to geder bliver skudt og et æsel aflives efter at være blevet pint af bier. Bunuel stiller også skarpt på diverse former for vanskabninger, syge og døde børn. Men Bunuels kunstneriske format betvivles aldrig for alvor, og som de afsluttende tekster afslører, så evnede han også at være et fint menneske og en god ven.
BUNUEL I SKILDPADDERNES LABYRINT foregriber Franco-regimets grusomhed, og er fortaler for kunstnerisk frihed – uanset omkostningerne. Farvesans og fine linier præger animationen og en sanselig lyd- og musikside øger filmens samlede kvalitet.
BUNUEL I SKILDPADDERNES LABYRINT viser os, hvad animationsgenren også kan, hvis den bliver brugt kreativt, og der bør næppe være tvivl om, at BUNUEL I SKILDPADDERNES LABYRINT hører blandt årets absolut bedste animationsfilm.
