★★★☆☆☆
En vis originalitet bør Johannes Nyholm og hans seneste filmværk KOKO-DI KOKO-DA anerkendes for. Men hvor han i spillefilmen "Kæmpen" formåede at få de fortællemæssige elementer til at gå op i en højere enhed, fremstår KOKO-DI KOKO-DA som et anstrengt og fortænkt projekt uden forløsning.
Filmen er en udbygning af kortfilmen "Speldosan" fra 2017, og blander elementer fra gysergenren med infantil animation.
Elin og Tobias mister deres lille datter, men udsmykningen på den spilledåse, datteren skulle have haft på sin fødselsdag, hjemsøger Tobias og også Elin kæmper med sine dæmoner efter den traumatiske hændelse.
Vor egen Peter Belli overrasker med en overbevisende dæmonisk birolle-præstation som anføreren for den mærkværdige trup, der hjemsøger Tobias.
Ligesom i den irriterende "Groundhog Day" gentages visse hændelser i een uendelighed i Tobias’ mareridt, hvilket bliver en decideret belastning i længden. Den dystre stemning indbyder heller ikke til et gensyn, og var det ikke for Peter Belli, så havde man gerne undværet denne filmoplevelse.
