★★★☆☆☆
En beskeden Isabelle Huppert-festival med nogle af de mere perifere værker i skuespillerindens karriere skydes i gang i Cinemateket med en af hendes nyere film, "Mrs. Hyde". Instruktøren Serge Bozon leger en noget anstrengt leg med myten om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som i denne version er blevet til Madame Géquil og Mrs. Hyde.
Isabelle Huppert spiller en lærerinde, der med begrænset held underviser en gruppe uregerlige unge i fysik. Hun og undervisningen ændrer sig markant efter et voldsomt stød og fra at være et forpint nervevrag bliver hun nu en fejret underviser med bemærkelsesværdige resultater. Død og ødelæggelse følger dog i kølvandet på den aparte lærerinde samtidig med at filmen falder fra hinanden og mister enhver form for logik.
Isabelle Huppert får naturligvis det bedste ud af det stadig mere tarvelige materiale, men ingen af de andre karakterer fænger for altid. Roman Duris leverer f.eks. en tegneserie-agtig karikatur som hendes chef, og hvad José Garcia vil med sin rolle, ved kun han.
Man er således bedre tjent med at se Huppert-film som "Søstrene Brontë" eller "Sauve qui peut (la vie)" af store instruktører som André Téchiné og Jean-Luc Godard. Begge film er krævende, men skabt af filmfolk på niveau med Isabelle Hupperts talent.