★★★★★★
Det Kongelige Teaters nye operachef John Fulljames imponerede allerede ved fremlæggelsen af det nye repertoire, der signalerede en større nysgerrighed, end vi har været vant til i de senere år. Med sin storslåede og komplekse opsætning af John Adams’ NIXON IN CHINA i Operaen får han en overvældende debut som iscenesætter på sin nye arbejdsplads.
Operaen havde sin uropførelse i Houston for 32 år siden, hvor ikke blot John Fulljames og John Adams men også librettisten Alice Goodman og den daværende iscenesætter Peter Sellars var unge.
Grusomhederne i Vietnam og Richard Nixons demaskering skyggede stadig for et mere sammensat verdensbillede, men forestillingen NIXON IN CHINA formår at bryde med den banale opfattelse af konkrete politiske begivenheder og se dem i et episk perspektiv. Det nærmest komiske første møde mellem Nixon og Mao havde primært symbolværdi, som begge parter var yderst (medie-)bevidste om.
Pat Nixon fungerede primært som staffage i dette mediebillede, men i 2. akt ser vi, hvordan det er hende, der knytter sig til det kinesiske folk, og i en mageløs drømmesekvens bliver hun bevidst om de lidelser det kinesiske folk blev udsat for, når kameraerne var slukket. Gradvist indser hun, at vold ikke kun udføres af kinesiske jordejere men også af amerikanske imperialister som hendes mand.
I 3. akt møder vi atter Mao og Nixon – både som unge og gamle. Vi hører om deres idealer og erfaringer og mærker deres erkendelse af, at ingen af dem fik det eftermæle, de havde drømt om. Samtidig perspektiver John Fulljames deres fælles historie ved at pointere hulheden i disse imposante politiske topmøder, hvor der altid synes at ligge skjulte motiver bag glansbillederne.
Alexander Vedernikov får John Adams’ overraskende melodiske musik til at skylle ind over os i bølger. I starten er de ved at vælte os og afspejler dermed den billedstrøm, der skulle overbevise verden om, at mødet mellem Nixon og Mao havde mere end symbolsk betydning. Men gradvist mærker vi nuancerne og finheden i dette berusende værk, der både trækker tråder til amerikansk og kinesisk musik.
Dick Bird har begået en formidabel scenografi, der udnytter alle Operaens tekniske muligheder – ikke mindst drejescenen. Vi får sågar en lille balletsekvens og fremfor alt nogle bemærkelsesværdige sangpræstationer.
Johan Reuters portræt af Nixon vokser til det store tragiske format og også Arnold Bezuyen får givet sin fremstilling af Mao Tse-tung en overraskende rørende dimension. Vi bliver mindet om, at også Mao engang var en ung mand forelsket i Chiang Ch’ing, der senere skulle blevet berygtet som Maos blodtørstige enke (magtfuldt sunget og spillet af Sofie Elkjær Jensen). Sarah Tynan får os til at ønske, at det var Pat Nixon, der i sin tid sad i præsidentstolen, selvom hendes umiddelbare naivitet på sin vis også kunne have haft fatale konsekvenser for verdensfreden.
Men uanset om man anskuer vor fælles historie som en moder eller en so, så er NIXON IN CHINA en utvetydig triumf for Den Kongelige Opera.
