★★★★★☆
Pedro Almodóvar står – egentlig ikke overraskende – som medproducent på dette foruroligende drama, der umiddelbart handler om en ungdomskriminel, men som i virkeligheden er en kompleks kærlighedshistorie.
EL ANGEL alias Carlos (Carlitto) kan både opfattes som en køn og følsom teenager og en øretæveindbydende forbryder. Den unge Lorenzo Ferro har allerede modtaget flere prisen for sit spil som EL ANGEL og er da også et veritabelt fund til rollen. Men han er sandelig ikke alene om at imponere.
Chino Darín (søn af Argentinas største mandlige stjerne Ricardo Darín) er raffineret tvetydig som vennen Ramón, og deres seksualitet – sammen og hver for sig – lader sig ikke rigtig rubricere, selvom myndighederne, medierne og familierne tydeligvis foretrækker det.
Cecilia Roth (Almodóvar stjerne fra "Alt om min mor") og Mercedes Morán bidrager med fine portrætter af kvinder, der tilsyneladende aldrig har haft indflydelse på de unges udvikling.
Instruktøren Luis Ortega har sammensat et potent soundtrack med vægt på spanske cover-versioner af udenlandske hits. Men EL ANGEL forbliver alligevel en ener, selv når barndommens fejltagelser lukker sig omkring en tilværelse som voksen.