★★★★★☆
Danske musikfilm har i den grad formået at inspirere danske scenekunstnere i år. Tidligere på sæsonen sejrede Folketeatret med en underholdende udgave af operetteklassikeren "Mød mig på Cassiopeia" og nu er det Nørrebro Teater, der hitter med en sceneversion af Erik Ballings farverige musical JEG ER SGU MIN EGEN.
Bent Fabricius-Bjerre formåede på imponerende vis at sætte musik til Klaus Rifbjergs prosadigte, og resultatet blev en hel håndfuld af danske evergreens.
Rollen som pigen Annie blev Daimis til dato største filmtriumf, og skulle i sceneversionen være spillet af multitalentet Lise Baastrup, der dog måtte udgå af produktionen på grund af graviditet.
Mathilde Passer (barnebarn af Daimis "Hvem har du kysset i en gadedør"-partner Dirch Passer) rammer især i starten ikke alle toner lige rent, men hendes jazzede sangstemme passer til materialet og i takt med at sikkerheden vokser, får hun også sunget sangene hjem. I det afsluttende nummer sætter hun endelig trumf på, og overbeviser os om, hvorfor netop hun skulle spille hovedrollen i denne musical. Der er noget kejtet og forkert i hendes kropssprog, som i øvrigt passer så fint til rollen, der også vinder ved at blive spillet af en ung pige.
En velsyngende Nicolai Jandorf giver os en mere rockende og egocentrisk udgave af Cæsars flippede protestsanger Anders, og får luftet sit komiske talent i diverse mindre roller.
Marie Askehave leverer rollen som paragrafelskende værge med stor præcision. Blandt de øvrige medvirkende glæder man sig især over Tom Jensen, hvad enten han er træt bager, højtråbende kvindeligt medlem af boligforeningen eller bare synger spansk klagesang.
Niclas Bendixens stiliserede iscenesættelse udnytter vakst mulighederne i scenografduoen Torden & Lynilds herligt kulørte tidstypiske scenebillede. Duoens festlige kostumer er også præget af de pang-farver, der passer så ideelt til netop dette værk.
Søren Graversen og hans ensemble sætter rent musikalsk ligeledes deres hatte, hvor de vil, så man mærker både respekten for og kærligheden til originalerne i de nye versioner.
Historien om pigen Annie, der skal tvinges ind i et samfundsmønster, hun ikke selv har skabt, virker i Niclas Bendixens iscenesættelse særdeles nutidig. Hvem har ikke prøvet at føle sig fanget i et offentligt bureaukrati og hvem har ikke følt sig presset ud i et arbejde, man egentlig burde have takket nej til?
Men Annie lader sig heldigvis ikke slå ud, og derfor forlader man Nørrebro Teater med smil i blikket og sang på læben efter en af sæsonens mest originale musikforestillinger.
(Michael Søby)
