★★★★☆☆
Lige fra åbningsbilledet af en gammel kvinde, der spiller på en mærværdig form for mundharpe, står det klart, at dette er ikke en af de vanlige underholdningsfilm.
Den bulgarske instruktør Milko Lazarov vil noget andet og mere med sin film og tager os med ud på tundraen i en fjerntliggende russisk provins kaldet Sakha. Her møder vi det aldrende ægtepar Sedna og Nanook, der lever en afsondret tilværelse langt fra enhver form for civilisation. Sønnen Chena besøger dem jævnligt, men der er opstået splid i forholdet til datteren Ága, som de ikke har set længe.
En lille radio spiller Mahlers vemodige musik fra "Døden i Venedig" og det vækker følelser hos ægteparret. Sednas helbred skranter, men hun får lavet en pelshue til ÁGA i håb om genforening. For selvom Nanook er gammel og ikke kan huske navnet på alle ugedage, kan han stadig lave dyrefælder og sammen med Sedna holde sammen på deres skrøbelige bolig, når vinden raser.
Når de at blive genforenet med ÁGA? Det må man gå i biografen for at få svar på. Samtidig får man en bevægende beretning om kontrasten mellem land og by – den gamle verden og den nye.
ÁGA er en film, der i den første halve time kan virke noget stillestående, men som på hypnotisk vis inddrager os i en rolig tilværelse, som også vi kan lære noget af. Oversættelsen af det jakutiske sprog forekommer dog noget besynderlig et par steder – bl.a. bliver et kort to-stavelsesord til sætningen: "Vil du være venlig at synge (for mig?)".
Men de stadig mere betagende naturscenerier, der både rummer iskrystaller på et reb og imponerende klippeformationer med indhuggede veje, opvejer det meste. Men måske bliver det alligevel udtrykkene i Nanook og Sednas gamle ansigter, man vil huske længst?
