★★★☆☆☆
Teater behøver ikke altid været vellykket for at være seværdigt. Det gælder også DETTE ER VAND, Teater Katapults seneste turnéforestilling, som har gæstet Teater Grob i København og Teater Momentum i Odense.
Her møder vi en række individer, der bare ikke har den bedste dag. Da slet ikke den centrale figur, P (en karakter tilsyneladende i familie med Kafkas "K"), der tilsyneladende er faret vild i sin egen humanisme. Da en ukendt mand stiller en sko på det bord, han sidder ved, knækker filmen, og resten af stykket synes at være en kamp for at forstå sine medmennesker.
Martin Geertz knokler indædt for at få denne P til at fænge, men Anna Bros tekst virker desværre noget fortænkt, selvom hun stadig har et skarpt blik for vor tids dårskaber.
Scenografen Signe Kroghs kliniske kontorunivers – komplet med vandautomat og triste farver, står i grel kontrast til en oldings pisgule regnslag og orange halstørklæde. Matias Hedegaard Andersen fremstår på intet tidspunkt overbevisende som orakel, men dækker pænt andre småopgaver.
Julie Zangenberg, der ikke er uden komisk timing jvnf. indsatsen i musicalen "Hairspray", forfalder desværre til lidt for kælen tale til at virke troværdig som kontorchef og hun synes at være mere på hjemmebane som personificeret Roomservice. Et mere robust talent finder man hos Anna Ur Konoy, der bl.a. spiller hustru med en vis gennemslagskraft.
Iscenesætter Moqi Simon Trolin har tidligere vist, at han kan trylle med sine skuespillere, jvnf. Reumert-vinderen "Varmestuen" på Husets Teater i København.
Men denne gang udebliver magien, og vi må nøjes med fine intentioner i nogenlunde intelligent indpakning. Det lyder ikke af meget, men det er heldigvis nok.
(Michael Søby)