★★★★☆☆
Viola Davis, der vandt en velfortjent Oscar for Denzel Washingtons "Fences", kan meget vel opnå endnu en Oscar-nominering for sin intense indsats i WIDOWS. Her spiller hun en kvinde, der har mistet sin mand (Liam Neeson), og som pludselig står ansigt til ansigt med hans kriminelle forbindelser.
De politiske intentioner bag WIDOWS bliver desværre overtydelige undervejs, for vor svigtede hovedperson er naturligvis ikke den eneste kvinde i filmen, der rejser sig efter at være blevet misbrugt af en mand.
Mest nuanceret er dog skildringen af et betændt far-søn forhold. En aldrende patriak takker af som politisk matador og overlader stolen til sin søn, der kæmper med at frigøre sig fra faderens moralsk problematiske livsbane.
Faderen spilles frygtindgydende af Robert Duvall, som helt tilbage i 1962 fik sin gennembrud i den Oscar-belønnede "Dræb ikke en sangfugl", der også omhandlede raceproblematikker), mens den urimeligt undervurderede Colin Farrell (der ligesom Duvall medvirkede i Jeff Bridges Oscar-triumf "Crazy Heart") tegner et komplekst portræt af en splittet mand.
Instruktøren Steve Macqueen når dog ikke samme produktionsmæssige højder som i "12 Years A Slave" eller for den sags skyld samme kunstneriske højder som i "Hunger". WIDOWS er dog et ganske ambitiøst forsøg på at lave en spændingsfilm, der vil mere end at underholde. Diverse menneskeskæbner væves fikst ind i hinanden,
Lydsporet omfatter bl.a. Nina Simones version af den Oscar-nominerede sang "Wild is the Wind" fra George Cukors film af samme navn, der havde Anna Magnani og Anthony Quinn i Oscar-nominerede præstationer. En diskret hyldest til en overset filmklassiker om etniske minoriteter, og en film hvis relevans ikke er blevet mindre.
