★★★★☆☆
Teatergrad og danskdansk er gået sammen om at producere en lille relevant teaterforestilling om UDVANDRERNE. Begrebet blev for alvor nærværende i Danmark i 70erne sideløbende med at Jan Troells film- og TV-serie af samme navn lagde gaderne øde.
Den talentfulde dramatiker Julie G. Glargaard minder os om, at en indvandrer engang var en udvandrer. Hun skaber et fint portræt af Mehmet (navnet er den tyrkiske variant af Muhammad), der forlader sin familie i fødelandet for at gøre lykke i Danmark.
Selv hans arbejdskollega formår ikke rigtigt at forstå, hvad han siger, men for Mehmet er en helt forudsigelig dag en god dag. Han sender penge hjem, men bliver også korrumperet af sin egen griskhed.
Wahid Sui Mahmoud gør denne helt almindelige mand genkendelig. Vi har alle mødt en Mehmet, der for en sikkerheds skyld passer sig arbejde lidt mere ihærdigt end andre og som blot smiler godmodigt, når han hetzes for det af kollegerne. Men det er publikum, der hører hans smukke klagesang, der rummer savn og længsler.
Josephine Raahauge har flere stærke dramatiske udtryk, men hendes materiale forekommer mere entydigt og bittert, selvom hun på mange måder har ære af sin fremstilling.
Marie Louise von Bülow står for den alsidige musik, både som komponist og "orkester", og så kan hun også synge om lidelse på et fremmedsprog, så vi synes vi forstår hver en stavelse.
Sandra Yi Sensindivers diskrete iscenesættes giver den tavse smerte talerum, og det er der grund til at glæde sig over.
(Michael Søby)
