NAPOLI

★★★★☆☆

For anden gang i denne sæson lader Den Kongelige Ballet sig inspirere af Federico Fellinis geniale filmunivers. I "Carmen" blev det kun til ydre stafage, så giver det trods alt mere mening i en forestilling med titlen "Napoli".

I første akt bobler forestillingen af folkeliv i Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds iscenesættelse. Teresina (en sval Holly Jean Dorger) og Gennaro (atletiske Jonathan Chmelensky) får romantikken til at blomstre.

Det er dog først i 2. akt, at man for alvor mærker lidenskaben. Maja Ravns imponerende scenografi har heldigvis kun anstrøg af Disneys "Den lille havfrue" og der leges raffineret med lyset i havet. Ryan Tomash har panasche som Golfo og yndige Alba Nadal gør også her lykke – denne gang i rollen som Corella.

Efter den sidste pause fik vi så til den festlige afslutning. Den Kongelige Ballets førende poet Andreas Kaas havde lidt problemer med sine løft i Pas de Six’en, mens både han og alle de øvrige viste deres værd i soloerne. Ikke mindst Kizzy Matiakis, Marcin Kupinski samt søskendeparret Ida Pratorius og Tobias Praetorius.

Dirigenten David Levi havde i første akt lidt problemer med hornsektionen, men orkestret løftede sig i tredje akt. Og således kom en flot, ikke mesterlig men afgjort seværdig udgave af NAPOLI i mål, så selv prinsesse Benedikte kunne være tilfreds i den royale balkon.

(Michael Søby)