EMIL FRA LØNNEBERG

★★★★★☆

Folketeatret har ikke fedtet med deres opsætning af Astrid Lindgrens uopslidelige klassiker EMIL FRA LØNNEBERG. I Leiv Arne Kjøllmoens overdådige opsætning efter Ninette Mulvads bearbejdelse føler vi os tilmed i hyggeligt selskab i de godt to timer, forestillingen varer.

Nadia Nabil har skabt en lys og venlig scenografi, der i den grad lukker os ind i universet med blomstrende træer og åbne rum.

Georg Riedels let jazzede folkemusik er fikst flettet ind i handlingen, og de medvirkende får stort set alle lov til at spille på et instrument. Om rytmiske frikadeller måske er lige i overkanten, kan man diskuteres, men de sceniske løsninger virker i al fald både sjove og opfindsomme.

Michael Slebsager er gæv som gavtyven Emil og Asta Kamma August stråler af livsglæde som den søde Ida. Blandt de øvrige medvirkende fryder man sig bl.a. over Tine Gotthelf, Lisbeth Gajhede, Christine Gaski og Sofie Alhøj, men måske især en lun og fint afstemt indsats af Jesper Riefensthal som Alfred.

EMIL FRA LØNNEBERG hører blandt Folketeatrets allerbedste børneforestillinger, og kunne sagtens tåle at blive genoptaget i kommende sæsoner. Men hvorfor vente, når man kan nyde den lige nu på Folketeatrets store scene.

(Michael Søby)