★★★★☆☆
Hvad får man hvis man krydser Marcel Pagnol med Morten Korch? Den franske film VOGTERNE. Et episk skæbne drama med pacifistisk tema og med stærke kvinder i centrum.
Nathalie Baye, der brød igennem i midten af 70erne i Francois Truffauts "Det grønne værelse" og som spillede Leonardo Di Caprios mor i Steven Spielbergs "Catch Me If You Can", kroner sin karriere med rollen som den forpinte hårdtarbejdende bondekone i VOGTERNE.
Den nu 70-årige Baye høstede i sin ungdom stor succes i "Historien om Martin Guerre", som kvinden der tålmodigt ventede på, at manden kom hjem fra krigen. Denne gang er det sønnen, hun må bekymre sig om, og det gør vi også, da han spilles af den talentfulde Cyril Descours.
Originaltitlen "Les gardiennes" refererer til de kvinder, der blev tilbage og passede jorden, mens mændene drog afsted for at kæmpe i 1. verdenskrig. Xavier Beauvois’ smukke film kan ses som en hyldest til disse kvinders styrke, men er også en beretning om social ulighed og skæbnens uransagelige veje.
Filmen skildrer på betagende vis årenes gang og tidernes skiften i naturen, og Iris Bry gør indtryk som en ung arbejdspige, der bliver ansat af den gamle bondekone, men som også kaster sin kærlighed på hendes søn soldaten. Også Laura Smet, der spiller Bayes datter og som også er det i virkeligheden, yder en god indsats i en mindre rolle som søsteren.
Filmens slutning forekommer ikke fuldt forløst, men der er heldivis nok at glæde sig over undervejs.