★★★★☆☆
Det er sangerne og Giuseppe Verdis musik, der gør Francisco Negrins opsætning af TRUBADUREN ("Il Trovatore") værd at lytte til.
Handlingen er en snørklet sigøjner-historie om en grevefamilie og et forhekset barn – mere visuel fornøjeligt præsenteret hos Opera Hedeland end i Operaen. Louis Désirés scenografi virker derimod tung, og en støjende og ganske unødvendig bevægelig søjle forstyrrer tilmed. Kostumerne ligner så meget andet, vi har været udsat for i Operaen – og vi savner først og fremmest svar på hvorfor?
Når forestillingen alligevel går hjem skyldes det primært solisterne, der denne aften er mere end gode.
Gisela Stille imponerer som adelsdamen Leonora, men man har svært ved at forestille sig hende som livspartner for nogen af mændene. David Kempsters Grev Luna er da heller ikke en charmetrold og får først efter pause vist os, at han fortjener at være med på holdet, hvorimod Diego Cavazzins stemme glæder os hele aftenen i titelrollen som trubaduren Manrico. Men overbevise os om sin forelskelse i Leonora gør denne Manrico ikke.
Aftenens stjerne er som så ofte før Susanne Resmark som sigøjnersken Azucena, fordi hun både kan spille og synge, så vi tror på det. Her er en lidenskab og et nærvær, som forplanter sig til publikum, og det er som bekendt slet ikke nemt i den kongelige opera.
Dirigenten Eun Sun Kim formår at afstemme orkesteret til det altid energiske operakor og således bliver vi alligevel tilfredse – men heller ikke meget mere – med TRUBADUREN i royal indpakning.
(Michael Søby)
