★★★★★☆
Spike Lee er en vred mand og gudskelov for det. For var det ikke den vrede, ville vi næppe havde fået vægtige værker som "Do the Right Thing", "Malcome X" og "Jungle Fever", der i deres samtid fungerede som hidtil uåbnede vinduer til "black America". Spike Lee fik da også en velfortjent æres-Oscar for et par år siden, og nu kvittererer han med sin bedste film i flere årtier.
Mod slutningen af 1970’erne bliver Ron Stallworth den første afroamerikanske betjent i Colorado Springs’ politistyrke. En avisannonce bringer ham i telefonisk kontakt med den racistiske Ku Klux Klan, der prøver at re-brande sig som en ikke-voldelig interesseorganisation. Da Ron bliver optaget i klanen, får han sin hvide, jødiske kollega Flip til at optræde i sit navn for at infiltrere KKK.
BLACKKKLANSMAN tager os med tilbage til de tidlige 70er, hvor Ron Stallworth som den første afroamerikaner bliver ansat som betjent i Colorado Springs. Han keder sig og må finde sig i diskrimination fra flere kolleger, men kommer på sporet af en sag, der bringer ham i telefonisk kontakt med en af de mest rabiate mænd i Ku Klux Klan. Sammen med sin hvide kollega Flip begynde han nu at spionere blandt klanens medlemmer med livsfarlige konsekvenser.
John David Washington har i hovedrollen både stil og værdighed – ikke ulig faderen Denzel i tidlige Spike Lee-film. Adam Driver leverer en herligt underspillet indsats som Rons makker. Også Topher Grace kan komme i betragtning, når diverse nomineringer skal uddeles, for han er overbevisende provokerende som selvfed racistisk talsmand.
Tidsbilledet sidder lige i øjet og som altid har Spike Lee sørget for et vitalt soundtrack, der for alvor giver fortiden liv.
Intet under at BLACKKKLANSMAN modtog den store jurypris i Cannes, for Spike Lee har sjældent været bedre end her, og har orkestreret filmen med overlegent overblik. At spillelængde så bliver et godt stykke over to timer, må man tage med, for Spike Lee har noget på hjertet. Parallellerne til vor tid er ikke til at tage fejl af.
