★★★★★☆
Det Kongelige Teater inviterer til topmøde på toilettet: Tre af teatrets bedste skuespillerinder er nemlig trukket i kitlerne for at illudere rengøringskoner i Werner Schwabs vidunderligt groteske komedie PRÆSIDENTINDERNE. Jonas Flys trøstesløse flise-scenografi udgør rammen om tre tragi-komiske kvinder, der på hver deres måde sidder i lort til halsen.
Karen-Lise Mynster er det frodige livsstykke Grete, der har det bedre med sin hund end med sin datter, men drømmer om et flot stykke mandfolk.
Kirsten Olesens indtørrede Erna har alt for længe har levet af nådsensbrød, men ville dog være tilfreds med en halvskaldet slagter. Hun kan dog ikke slå hånden af det fordrukne dosmer, der er hendes søn.
Stine Schrøder Jensen portrætterer den religiøst fanatiske Mariedl, der blot ønsker at blive værdsat som arbejdskraft. Men måske har præsten – den skælm – alligevel gemt en lille gave til hende i det tilstoppede WC?
De tre kvinders stadig mere bizarre drømme bliver på uhyggelig vis billeder på de livsløgne, der er en forudsætning for, at de overhovedet kan holde ud at leve. Den virker pinefuldt og dybt rørende, når disse kvinder kommer til syne i en verden af lort.
Karen-Lise Mynster finder en ukuelig djærvhed i den syngende so Grete og i Kirsten Olesens Erna bor en forpint og forsømt kvinde, der må fremhæve sin egen fromhed for overhovedet at blive set. Stine Schrøder Jensen gør Mariedl til en hellig arbejdsbi, der ikke længer er helt rigtig oveni hovedet. Hver på sin måde et eminent karakterstudie og sammen udgør de en aldeles uimodståelig trio af pragtpræstationer.
Thomas Bendixen fortjener stor ros for at forløse denne bizarre tekst, så man forstår hvorfor det latrinære sprog er så vigtigt for at forstå, hvor på samfundets stige disse arme kvinder befinder sig.
(Michael Søby)
