★★★★☆☆
Klippene er et langt stykke af vejen forskellige, men hovedparten af konklusionerne er de samme som i den Oscar-belønnede dokumentarfilm “Whitney: Can I Be Me”. Men på eet afgørende punkt har denne film en ny pointe: Flere af Whitney Houstons nærmeste hævder, at hun blev misbrugt som barn af sin grandkusine Dee Dee Warwick.
Desværre hører vi ikke familiens kommentarer til dette, Whitneys ex Bobby Brown er heller ikke særlig meddelsom og Whitneys bedste veninde Robyn bliver slet ikke interviewet. Så vi sidder alligevel tilbage med en vis usikkerhed omkring dette udsagn, selvom det på flere måder giver god mening.
At forholdet til Robyn var mere end seksuel forvirring som følge af misbruget, hersker der dog næppe tvivl om længere, og derfor virker Kevin Macdonalds dokumentarfilm noget forenklet med slutningen.
Interviewene med Whitneys brødre vidner også om, at de introducerede hende til hårde stoffer, mens hun var barn. Vi erfarer også, at det var hende og ikke Bobby Brown, der havde det største forbrug, men at han havde en dårlig indflydelse på hende. Datteren blev glemt i en fælles kokainrus og døde da også kort efter sin mor under lignende omstændigheder.
WHITNEY er en god gennemarbejdet dokumentarfilm, der både udnytter og begrænses af det materiale, som har været tilgængeligt, og de interviews, der har været mulige. Har man ikke set den første Oscar-belønnede dokumentarfilm, vil man muligvis værdsætte denne film mere. En sammenklipning af de to film ville være så tæt på den ideelle dokumentarfilm om Whitney Houston, som muligt.
Nu må man i stedet vurdere om den lille forskel i tilgangen til stoffet er tilstrækkeligt til, at man vil se endnu en dokumentarfilm om verdens bedst sælgende kvindelige sangerinde?
