THE LAST FLAG FLYING

★★★☆☆☆

Instruktøren Richard Linklater er måske mest kendt for at lade Ethan Hawke og Julie Delpy kævle løs i de tre “Before”-film, men han har også skabt mesterlige film som “Me and Orson” og “Boyhood”. Sidstnævnte burde have vundet Oscar’en for årets bedste film, men tabte til “Birdman”.

Linklaters seneste film LAST FLAG FLYING forekommer rigeligt teksttro, og den perlende visuelle stil fra “Boyhood” er erstattet af et temmelig kedsommeligt kameraarbejde. LAST FLAG FLYING forbliver et langt stykke af vejen filmet teater, men i det mindste er trioen af skuespillere seværdige.

Steve Carrell, der de seneste år er gået fra succes til succes på film jvnf. “Foxcatcher”, “The Big Short” og “Battle of the Sexes”. Her er han fin og diskret som den tidligere vietnam-soldat, der nu har mistet sin egen søn til en ny krig og får behov for at blive genforenet med sine gamle krigskammerater.

Charmerende Bryan Cranston har således let ved at stjæle billedet som livsnydende ex-soldat, og Laurence Fishburne overrasker som præsten med den brogede fortid.

Man kunne afgjort være i værre selskab end at tilbringe et par timer med disse småbitre gamle mænd, men LAST FLAG FLYING bliver alligevel lidt for sentimental og patriotisk set med danske øjne.