I KILL GIANTS

★★★☆☆☆

Anders Walter vandt en Oscar for sin rørende kortfilm "Helium", som han skabte i samarbejde med veteran-producenten Kim Magnusson. Nu forener de kræfter i Walters amerikanske spillefilmsdebut I KILL GIANTS, der udspiller sig i et beslægtet univers, hvor fantasien tjener som eneste flugtvej fra døden.

Den danske fotograf Rasmus Heise er også en genganger, men de nydelige billeder bliver næsten for reklamefilms-lækre, så filmens sympatiske piger alle fremstår som potentielle modeller. Enhver blodsdråbe skal tilmed helst glitre og glinse.

Madison Wolfe er i rollen som Barbara udstyret med et par store briller, der tilsyneladende har det formål at give hende intellektuel dybde og understrege hendes nørdede opførsel. Men da de nydeligvis er uden styrke fremhævet de snarere, at der ikke er den fornødne dybde i øjnene.

Zoe Saldana må være filmhistoriens yndigste psykolog siden Ingrid Bergman forsøgte at hjælpe Gregory Peck med fortidens traumer i Alfred Hitchcock "Troldbunden". Mest autentisk virker Imogen Poots som den hårdtprøvede storesøster Karen.

Instruktørens bror Rasmus Walter leverer en ganske ørehængende sang med titlen "Something So Strong", der dog ligner meget andet i sit anslag og som aldrig kulminerer trods et vis hitpotentiale.

Slutningen sovses desværre til i poetisk underlægningsmusik, som Laurent Perez Del Mar ("Den røde skildpadde") er ansvarlig for, og viljen til at gå lidt andre veje end amerikansk mainstream normalt gør, drukner derved i sentimentalitet.

Ærgeligt, for Anders Walter er slet ikke uden talent, men skal lære at styre sine følelser, inden han sætter sig i instruktørstolen næste gang.