★★★★★☆
Svenske Lars Noréns skuespil blev tilløbstykker i 80erne og 90erne, men siden er hans litterære stjerne falmet en smule til fordel for bl.a. P. O. Enquist.
Men på trods af, at DÆMONER læner sig lige rigeligt op ad Edward Albees "Hvem er bange for Virginia Woolf?" i sit anslag, viser det sig at være et af de mere spilbare Noréns-stykker i Simon Bobergs intelligente og overraskende morsomme iscenesættelse. Det er er som af nogle af de effekter, som Norén har indlagt, bliver integreret i en grotesk helhed, der udstiller armoden i den fælles eksistens.
Scenografen Edward Lloyd Pierces golde hospitalshvide designerhjem står som et mausoleum over forliste parforhold.
Forestillingen havde oprindeligt premiere på Mungo Park i Kolding, og gæstespiller nu på Hippodromen i Folketeatret under CPH STAGE2018. Og den er næppe blevet ringere – at dømme efter publikums reaktioner på de jyske DÆMONER.
Maja Juhlin finder en ægte smerte i hjertet på sin fatale furie og Frank Thiels stadig mere desperate ægtemand udvikler sit vanvid i takt med, at hans dario-images destrueres for vore øjne.
Et nyt ansigt tilhørende Anna Stokholm gør et rørende indtryk som gennemsvedig nybagt mor med manglende selvværd, og som hendes sprængfarlige tøffelhelt af en mand bekræfter Magnus Christensen atter, at han hører blandt sin generation mest lovende og alsidige skuespillere.
Samlet set placerer disse DÆMONER sig majestætisk som Mungo Park Koldings hidtil stærkeste teaterudspil på disse kanter.
(Michael Søby)
