★★★★★☆
Teater Nordkrafts dramatisering af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds ungdomsroman må regnes blandt sæsonen stærkeste teaterudspil fra Nordjylland.
Formen kan synes konventionel og visuelt skal man heller ikke vente fornyelse. Men til gengæld har Minna Johannesson skabt en forestillingen med en dybde, der vedkommer os. Vi bekymrer os simpelthen om de karakterer, vi møder på Teater Grobs scene, hvor forestillingen gæstespiller i forbindelse med teaterfestivalen CPH STAGE 2018.
En selvmordshistorie, men også nogle komplekse portrætter af nogle triste miljøer med rod i Aalborg og omegn.
I centrum står Louise, der er forgabt i sin Liam, selvom han ikke altid tager fornuftige beslutninger eller behandler hende godt. Louise (eller "Louis", som Liam kalder hende) kommer fra et lidt trist hjem uden megen kærlighed mellem den triste fader og den psykisk svækkede moder. Liams kontakter til narkomiljøet bekymrer dog "Louis", og med god grund, viser det sig. Men også forældrene tager beslutninger, der ikke altid virker helt fornuftige.
DIG OG MIG VED DAGGRY formidler presset ved at tilhøre den upriviligerede del af befolkningen på forbilledlig vis og behandler samtidig vanskelige spørgsmål omkring selvmord og selvmordsforsøg befriende ligefremt.
Samtlige medvirkende gør det desuden glimrende: Jela Natius Abildgaard brænder godt igennem som "Louis", Lærke Schjærff Engelbrecht er kær både som speciel veninde og bøvet ven, mens Alexander Clement forvalter de pludselig skift fra dur til mol med forbavsende vitalitet.
Jacque Lauritsen. som vi sidst har set i en fremragende Jacques Brel-cabaret, er storartet på den diskrete facon – både som far – og svigerfar! – til "Louis", og hans samspil med Petrine Aggers selvbebrejdende mor er en fryd. Agger gjorde tidligere på sæsonen et udmærket indtryk på Edison i en underkendt lille Herman Bang-forestilling kaldet "Bang Unplugged", og har desuden en skæg lille rolle som fuld kælling i John Mogensen-filmen "Så længe jeg lever". DIG OG MIG VED DAGGRY bekræfter Petrine Aggers udvikling fra solid ensembleskuespiller til bemærkelsesværdig karakterskuespiller, som man gerne ser mere til.
DIG OG MIG VED DAGGRY udløste stående bifald på Teater Grob, og mindre kunne skam heller ikke gøre det.
(Michael Søby)