★★★★☆☆
Sjældent har man som mand følt sig mere på udebane som til denne forestilling. Knap 80 kvinder – de fleste med et spædbarn på armen – er troppet op på 1. salen i Folketeatret for at se forestillingen MØDRE.
Man forbløffes over hvor relativt rolige rollingerne er undervejs, og må konkludere at også småbørn har godt af at gå i teatret. Det giver også de små en mulighed for lige at snappe en sut fra sidemanden, mens mor forsøger at koncentrere sig om forestillingen.
Det bliver dog snart klart – både af de historier, vi hører fra scenen og af mødrenes adfærd under forestilling, at langvarig koncentration ikke er en force, når man hører til de nybagte mødre.
Lykke Sand har ære af både ide og koncept, og spiller ligeledes en af de fire mødre på den lille foyerscene. Hendes diskrete spil kommer især til sin ret i en lille monolog fra Bagscenens cirkelformede barnesikrede vindue, så hun ikke selv bliver fristet til at kyle "babyen" ud (alle børn på scenen spilles overbevisende af tøjdyr!).
Mathilde Norholt er festlig, når hun flipper ud over mødre, der ammer deres store børn og vi andre bliver klogere på begrebet Lotus-fødsler undervejs. Szhirley får heldigvis mulighed for at lufte sin pragtstemme som moder til mønsterbarnet og man noterer sig, hvor god en skuespiller, hun efterhånden er blevet, især i de afdæmpede passager.
Julie R. Ølgaard udgør firkløverets fjerde blad, og hun finder en smuk hudløshed i den enlige mor, der ikke kan få flere børn.
Teksterne – et mix af anekdoter fra en mødregruppe og en glødende tidslinie, der kan tage vejret fra selv den mest hårdtarbejdende mand, er forfattet af Christine Sederqvist, Julia Lahme, Mette Marie Lei Lange og Anna Bro.
Christine Exners sprælske iscenesættelse får ordene til at ånde og man forlader forestillingen med stor respekt for fire seje skuespillerinder, der formår at overdøve de mødre, der ellers burde være dem, der lyttede mest.
Havde forestillingen kun varet en time, ville det måske havde været bedre for alle parter, men der er på den anden side mange guldkorn undervejs, som man nødigt ville have undværet.
(Michael Søby)
