FACES PLACES

★★★★★★

Agnès Varda og rapperen JR har formet en filmisk alliance og resultatet er blevet den uimodståelige FACES PLACES. Denne dybt livsbekræftende dokumentarfilm modtog en uhyre velfortjent Oscar-nominering i kølvandet på den æres-Oscar, som Agnès Varda blev tildelt for en enestående karriere med mesterværker som "Cléo fra 5 til 7" og "Vagabond" ("Sans toit ni loi").

Agnès Varda har også igennem flere af sine dokumentarfilm bidraget til at holde sin afdøde mand Jacques "Pigen med Paraplyerne" Demys værker levende, og netop deres fælles glæde ved mødet med helt almindelige mennesker samt en stor tilknytning til konkrete steder i fødelandet gennemstrømmer FACES PLACES.

Hvad handler filmen om? Tja… den er vel en form for road movie, hvor to kunstnere via gigantiske portrætfotos på forsømte flader i glemte byer sætter fokus på folk, der ikke er vant til at være i fokus.

Men det er kun den umiddelbare historie. For FACES PLACES kan så meget mere end blot fortælle en god historie, og emmer af en basal men aldrig banal humanisme, som vi alle har godt af at stifte bekendtskab med.

Der er en nænsomhed i skildringen af såkaldte jævne mennesker, som alle viser sig at have noget at byde på i mødet med Agnès og JR. FACES PLACES bliver også en form for livsrejse, for når man er omtrendt 90 og synet såvel som kroppen er svækket betydeligt, så ved man, at der er rejser, som man ikke kommer til at gøre om. Derfor er det vigtigt at få dem gjort ordenligt.

Derved bliver FACES PLACES også en bevægende påmindelse om, hvor essentielt det er at opføre sig ordentligt, mens tid er og ikke såre hinanden unødigt. For en dag er det for sent både at sige tak og undskyld. Tak, JR. Tak, Agnès Varda.

(Cinemateket viser i forlængelse af premieren på FACES PLACES en to måneders kavalkade af Agnès Varda-film inkl. hovedværket "Cléo fra 5 til 7")