DEN 12. MAND

★★★☆☆☆

Den norske storfilm "Kongens nei" blev under den mere udvandede men mindre afslørende danske titel "Kongens valg" en pæn succes i de danske biografer sidste år. Det skyldtes til dels Jesper Christensens indsats i titelrollen, og også DEN 12. MAND bæres af en pragtpræstation, nemlig Thomas Gullestads spil i titelrollen.

Vi befinder os – igen igen – under anden verdenskrig, hvor kun een modstandsmand overlever en faretruende mission. Nazisterne jager ham ubønhørligt anført af en unuanceret Jonathan Rhys Meyers, og selvom Harald Zwart giver os storslåede norske naturscenerier af undervejs, så mangler filmen det originale visuelle præg, der gjorde at eksempelvis "The Revenant" fængede.

Hovedpersonens historie i denne film forekommer faktisk ligeså utrolig, men hvor "The Revenant" havde en vis fremdrift, så keder vi os bravt under filmen DEN 12. MAND, fordi vi kender slutningen. For hele filmens pointe ville ryge, hvis vor helt ikke overlevede turen fra Norge til Sverige, og DEN 12. MAND bliver aldrig en udviklingshistorie men i stedet en historie om lidelse.

Harald Zwart svælger i den arme mands prøvelser og vi får et utal af nærbillede af kolde tæer, både dem på hans fod og dem han bliver nødsaget til selv at skære af for at undgå forfrysninger. Sminkeholdet har gjort et stort stykke arbejde, og Thomas Gullestad forener det sårbare med det heroiske, så deres arbejde har ikke været forgæves.

DEN 12. MAND blir dog næppe en biografsucces i Danmark, selvom der knyttes bånd helt tilbage til den første Oscar-nominerede norske spillefilm "Ni Liv". Men ca. to timer og et kvarter på en film, som du allerede fra start ved hvordan ender, er alt alt for langt.