★★★★☆☆
Rasmus Bjerg spiller og synger som sangeren John Mogensen så overbevisende, at han ender med at være selve filmen. Selvom det er tidligt på sæsonen, så bliver dette præstationen som andre mandlige skuespillere vil blive målt i forhold til, når Bodil- og Robert-priserne skal uddeles næste år.
Ole Bornedal, der både har skrevet og instrueret, svælger rigeligt i nedlagene, men man kan med en vis ret sige, at SÅ LÆNGE JEG LEVER er en form for comeback efter det katastrofale ressourcespild ved navn 1864. Ja, det er næppe tvivl om, at dette er hans bedste film siden "Nattevagten" – den danske version vel at mærke!
Rollen som Ruth Mogensen kan ses som Bornedals kærlighedserklæring til Helle Fagralid, "mit livs kærlighed" jvnf. Femina, 16/1 2017. Men det er desværre også endnu en hustrurolle – tydeligvis skrevet af en heteroseksuel mand – hvor manden står som omdrejningspunktet for kvindens liv og velbefindende.
Ole Bornedal har desværre også fået den ulyksaglige ide af efterabe DIRCH-filmen ved at lade hovedkarakteren kommunikere med et spøgelse. I DIRCH var det Kjeld Petersen, der hjemsøgte den alkoholiserede stjerne, og her er det barnet John Mogensen, der kommer med alle de gode råd med en livsvisdom som en olding. Et kunstgreb, der går imod alt det som umiddelbare og oprigtige, som John Mogensen stod for.
Harald Kaiser Hermann spiller ham elllers smukt, og når man også har mødt John Mogensens forældre – vulgært fremstillet af to af Bornedals favoritter, Rikke Louise Andersson og Jens Andersen – forstår man til dels, hvorfor det endte, som det gjorde for John Mogensen.
Det spilles ellers overvejende træfsikkert omend en smule nedladende i birollerne. Bedst går det for Caspar Phillipsson som Jørn Hjorting, men også Troels Malling som Bent Werther og Flemming Enevold som Erhard Jakobsen bliver mere end karikaturer. Peter Christoffersen kæmper ihærdigt for at ramme Johnny Reimars folkelighed, mens Carl-Christian Riestra mangler baggårdspumaens farlige charme som Otto Brandenburg. I en enkel ubetalelig scene yder Petrine Agger derimod præcis karakterkomik som fuld dame.
Rent produktionsmæssigt og musikalsk fungerer SÅ LÆNGE JEG LEVER upåklageligt. Man tilgiver gerne, at sangen om "Børge og lille Lasse, Karl Herman og jeg" ikke har fundet vej til filmens soundtrack, men at "Nina kære Nina" – et af Mogensens største og mest personlige hits er udeladt, giver ingen mening. Det er her han synger disse sigende linier:
"Jeg er intet særligt, det er den barske virk’lighed,
et ka’ jeg dog gi’ dig, simpelthen min kærlighed,
ta’ det som et løfte, og jeg si’r det kun fordi,
jeg ska’ værne om dig, indtil livet er forbi."
John Mogensen døde den 10. april 1977 – kun 48 år gammel.
