★★★★☆☆
Willy Russells EDUCATING RITA er mest kendt under sin danske titel "Lærenemme Rita", hvilket også var titlen på Lewis Gilberts film, der indbragte både Michael Caine og Julie Walters Oscar-nomineringer.
Herhjemme har stykket være opført flere gange bl.a. i 1992, hvor en ungdommelig Barry McKenna debuterede som iscenesætter.
Et kvart århundrede senere vender Barry McKenna nu tilbage til værket, der ved sin fremkomst blev hyldet som en moderne "Pygmalion"-historie, 80’ernes svar på "My Fair Lady" – men uden sang!
That Theatre Companys opsætning i Krudttønden gør EDUCATING RITA til en nostalgisk, livsklog og bevægende forestilling. Klassisk – ja måske ligefrem traditionel – men med en endnu større dybde, end vi har set i de fleste danske opsætninger. EDUCATING RITA er da også et ærkeengelsk stykke, der bedst kan nydes på originalsproget, fordi man så får maksimalt udbytte af den sprogglæde, som stykket også rummer.
Willy Russell kan kunsten at gøre dialogen mellem den unge frisøse og hendes aldrende lærer aldeles troværdig for begge parter. Og de næsten medkommenterende musikstykker, som vi præsenteres for undervejs, synes valgt med sammen omhu, som Willy Russell vælger sine litterære citater.
That Theatre Companys kunstneriske leder Ian Burns er uddannet på samme teaterskole som Julie Walters. Han har tilmed fungeret som prøvekanin for Willy Russell (der på et tidspunkt var tilknyttet teaterskolen) i forbindelse med udviklingen af "Educating Rita", og har endvidere medvirket i West End-opsætningen af Russells musical "Blodbrødre". Så hvem er mere oplagt til at spille forestillingens mandlige hovedrolle end Ian Burns?
Han kvitterer da også med en af sine fineste præstationer fra de senere år. Fornemt skildrer han udviklingen fra tilbagelænet overlegen akademiker til skrøbelig og sårbar alkoholiker. Scenen, hvor han erkender, at Rita ikke vil med til Australien, viser Ian Burns på sin kunsts højde.
Han kunne ikke have ønsket sig nogen bedre Rita end Dawn Wall. Har vi set en bedre Rita på en dansk scene? Næppe. Dawn Wall formår nemlig at være loyal med Rita hele vejen. Ikke noget med at spille opad eller nedad. Hun har et skønt lune, og så kan hun til sidst give Frank det kærlige møgfald, han både fortjener og trænger til, og som viser os, at denne Rita nok skal klare sig.
