★★★★★☆
Charles Chaplin noget oversete MONSIEUR VERDOUX måtte sidst i 40erne nøjes med en Oscar-nominering for bedste originalmanuskript, hvorimod Bodil-komiteen hyldede den som årets bedste amerikanske film. Og selvom filmen næppe bør regnes blandt Chaplins hovedværker, så er den uhyre interessant og blandt hans mest elegante.
Som den systematiske kvindemorder MONSIEUR VERDOUX er Chaplin tilmed i sit es som skuespiller. Filmens kvinder fremstår derimod temmeligt rædsomme, hvilket næsten gør MONSIEUR VERDOUX til en velgører, der befrier verden for skækkelige kvindemennesker.
Chaplin påtager sig naturligvis forførerens rolle med et glimt i øjet. Hans selvironi blomstrer, da en af de afdødes slægtninge udbryder "han må være lidt af en sælger" ved synet af hans foto.
Martha Raye giver det festligste bud på et potentielt offer, en kvinde der har vundet en lille formue i lotteriet for at investere i det ene mere vanvittige projekt end det andet.
Men ellers tilhører filmen – også rent spillemæssigt – Charles Chaplin. Ideen til filmen kommer ganske vist fra Orson Welles, men man har svært ved at forestille sig Welles spille titelrollen og instruere mere sofisteret end Chaplin gør her.
Mod slutningen udfordrer Chaplins vores moral såvel som vores dobbeltmoral ved at drage sammenligninger mellem MONSIEUR VERDOUX’ massemord og de massemord, som fandt sted under 2. verdenskrig.
Hans martyrrolle foregriber her den detronisering, han oplever i Hollywood efter at være blevet stemplet som kommunist. Og til de afdæmpede men dybtfølte toner fra hans egen fortryllende underlægningsmusik tager vi afsked med MONSIEUR VERDOUX, en livsnyder med dødsforagt.
