Det virker slående, hvor nærværende at Annett Wolfs mange TV-portrætter stadig er. Der klippes heldigvis ikke så hektisk som i dag, for Annett Wolf giver sig ikke bare tid til at lytte til de interviewede, men lader også selve portrættets form afspejle, hvem den pågældende person er.
Hendes mesterlige Jacquel Brel-portræt byder på enestående optagelser af Jacques Brel på sin kunsts højde flettet krydret med lyriske naturpanoreringer, Men også hendes nærgående og alligevel nænsomme samtaler med den store sanger om bl.a. mænd og kvinders forskelligartede opfattelser af kærligheden.
I en anden af hendes film møder vi en overraskende alvorlig og lille smule selvhøjtidelig Jerry Lewis, der dog gradvist blotter sig følelsesmæssigt for så til sidst at vise en sårbarhed, som ingen af hans film indtil da havde afsløret.
I Jack Lemmon-portrættet fornemmer vi et møde med en kunstner i en midtvejskrise, og vi fornemmer for første gang, at skuespil slet ikke er nogen let metier for et nervøst gemyt som Jack Lemmons.
Vi havde også gerne set Annett Wolfs berømmede Chaplin-serie samt hendes møde med Rudolf Nureyev, men det kan være, at de dukker op i andre serier på et senere tidspunkt.
