★★★★☆☆
Dokumentaristen Rasmus Dinesen skabte i 2011 filmen "Verdens bedste kok", så det forekommer ganske naturligt, at han nu har kastet sig over MICHELIN STARS, der i over hundrede år har været den væsenligste guide til alverdens restauranter.
Det er da også blevet en ualmindelig appetitlig film, der ikke kun begrænser sig til maden, men i høj grad også filosofien bag den og tildelingerne af de famøse stjerner.
Dinesen tager os på en global rundrejse til bl.a. Tokyo og USA, men også til vor kære hjemland, hvor bl.a. selveste Claus Meyer taler om kokken som aktivist.
Vi lærer, at det IKKE er Paris men faktisk San Sebastian, der har den største koncentration af Michelin-belønnede restauranter, og savner faktisk kun interviews med nogle af de madanmeldere, der tager på de til tider fatale restaurantbesøg og som skriver i Michelin-guiden.
Men da vi erfarer, at de optræder som en slags hemmelige agenter, har det i sagens natur sikkert være vanskeligt for Rasmus Dinesen at få dem i tale.
De udspurgte restaurantører erklærer, at de ikke lader sig styrre at Michelin-stjernerne, men man fornemmer dog klart, hvor stor betydning, at stjernerne har – ikke kun på det personlige plan, men også økonomisk.
MICHELIN STARS er en film, som man bør se med sin lille notatblok fremme, da der meget vel kunne være en eller flere restauranter, man får lyst til at besøge efterfølgende i forbindelse med en ferie.