★★★★☆☆
Jacque Lauritsen, der modtog en nominering som teatersæsonens bedste skuespiller for monologen "Faldet" på Teatret Får302, fejrer et fornemt 25-års jubilæum med den forestillingen, der startede det hele i Krudtønden for et kvart århundrede siden. Og man har meget svært ved at forestille sig, at JACQUE SYNGER BREL skulle have været bedre den gang, for den fremstår som en lille funklende juvel med en kunstner på toppen af sin ydeevne.
Hovedparten af teksterne får vi på dansk, men et par af dem serveres på et formfuldendt fransk med klassiskeren "Ne me quitte pas" som et utvetydigt højdepunkt.
Livserfaringen klæder i den grad Jacques Brels underfundige og livskloge viser, som Jacque Lauritsen har oversat på elegant vis, og der kan ikke have været let. Med sig på scenen har han Bjarne Sahl på piano og Kim Jezus på harmonika, og de bidrager frydefuld til, at Jacque Brels musikalitet gennemstrømmer hvert et nummer.
Jacque Lauritsen tager os med til et farverigt Frankrig, hvor vi møder et galleri af mennesker, der bliver lyslevende for vore øjne i symbiosen mellem Jacques og Jacque. Hver en vise fortæller en historie om et konkret eventyr eller en livsrejse, der gør os klogere på kærligheden og tilværelsens mangfoldighed.
Pierre og Jojo, der som unge sidder og råber af det bourgeosi, de selv ender som en del af. Jacky, Rosa og Madeleine og andre drømmepiger, der kan få en ung mand med petroleumsdunke til at gå helt fra koncepterne. Vi kommer på sværmerisk vandringer, men møder også tilværelsen skyggesider hos de gamle og på en knejpe i Amsterdam.
JACQUE SYNGER BREL minder os om, hvor begavet en sanger og sangskriver, at Jacues Brel var (Cinemeteket viser i øvrigt en dokumentarfilm om ham ved enkelte lejligheder i de kommende måneder) og hører blandt årets allerfineste cabaret-forestillinger takket være Jacque Lauritsens frydefulde franske bonbon’er.
